Gennemgang af protokollater

Nedenfor kan du se en grundig gennemgang af de nye aftaler, der adskiller den nye overenskomst på det fødevareindustrielle område fra den hidtil gældende overenskomst. Hvis du vil læse den komplette oversigt over nye protokollater, kan du gøre det her:

Den fødevareindustrielle overenskomst protokollat nr. 0 til 28

  • Nr. 0: Forsideprotokollat

    Overenskomstaftalen gælder i tre år og udløber den 1. marts 2028. Den skal afstemmes sammen med mæglingsforslaget.

  • Nr. 1: Teknisk redigering af den Fødevareindustrielle overenskomst

    Vi har inden overenskomstforhandlingerne gennemgået og redigeret teksten i overenskomsten samt sat den op i ny skabelon og gjort den mere læsevenlig, der hvor det har været muligt.

    Redigeringen har ingen betydning for, hvordan overenskomsten bestemmelser skal forstås.

  • Nr. 2: Overenskomstens struktur

    Vi har op til overenskomstforhandlingerne 2025 lavet en del forberedelser med henblik på at ensarte flere bestemmelser og lave en oprydning i ”gamle” særbestemmelser.

    Vi har sammenskrevet en række bestemmelser, og blandt andet lavet et sæt regler om opsigelsesvarsel, opsigelse af tillidsrepræsentanter, søgne- og helligdagsbetaling m.m.

    Fremadrettet er det samlede og gældende overenskomstgrundlag, uagtet tidligere versioner af samme bestemmelse i tidligere overenskomster, det der står overenskomsten 2025 – 2028. Lokalaftaler med særlig status er nedlagt, og de få tilbageværende bestemmelser er skrevet ind i den samlede overenskomst.

    Rammeaftalen er taget ud af overenskomsten og kan rekvireres ved henvendelse til organisationerne.

  • Nr. 3: Betalingssatser

    Lønstigning:
    Normallønnen stiger

    • Kr. 5,00 i timen den 24. februar 2025
    • Kr. 4,75 i timen den 23. februar 2026 med
    • Kr. 4,50 i timen den 1. marts 2027

    I alt stiger lønnen med kr. 14,25 i timen i perioden.

    Lønstigning for elever og ungarbejdere:
    Normalløn for unge under 18 år og elever (dog ikke voksenelever) hæves med:

    • 4,0 % d. 24. februar 2025
    • 3,5 % d. 23. februar 2026
    • 3,5 % d. 1. marts 2027

    Forædling – Akkord og rammeaftalen:
    Stigningen på akkordbasis i perioden 2023-2025 rulles tilbage og de 11,75 tilføjes timetillægget. Basistallet er derfor tilbage igen på kr. 65,29 og timetillæg udgør kr. 97,50 inden de nye OK stigninger i perioden 2025 – 2028.

    Timetillægget stiger den 24. februar 2025 med kr. 5,00 i timen, den 23. februar 2026 med kr. 4,75 i timen og den 1. marts 2027 med 4,50 i timen. I alt stiger timetillægget med kr. 14,25 i perioden. 

    Genetillæg:
    Genetillæg/holddriftstillæg stiger med:

    •  3,5 % d. 28. april 2025
    • 3,5 % d. 23. februar 2026
    • 3,5 % d. 1. marts 2027.

    Overtid:
    Overtidsbetaling stiger med:

    •  3,0 % d. 28. april 2025
    • 3,0 % d. 23. februar 2026
    • 3,0 % d. 1. marts 2027.

    Løn under sygdom:
    Betalingen ved sygdom på forædlingsområdet stiger med:

    • Kr. 5,00 i timen pr. 24. februar 2025
    • Kr. 4,75 i timen den 23. februar 2026
    • Kr. 4,50 i timen pr. 1. marts 2027. 

    Fritvalgsordning:
    Ordningen stiger d. 23. februar 2026 med 1 % og igen med 1 % d. 1. marts 2027. Pr. 1. marts 2027 udgør fritvalgsordningen 13,25 % af medarbejderens ferieberettigede løn. På Forædling er satsen 13,20%.

    Pension: 
    Arbejdsgiverbidraget hæves med 1 % d. 28. april 2025. Arbejdsgiverens pensionsindbetalingen er derefter 11 %, mens medarbejderens er uændret og fortsat udgør 2 %.

  • Nr. 4: Ret til frihed i familiemæssige situationer 

    Medarbejdere, der har ret til fravær ved barns sygdom, får udvidet retten til også at omfatte barnets 3. hele sygedag. Det gælder for børn under 14 år.

    Medarbejdere, med ni måneders anciennitet, har ret til at holde to børnebørnsomsorgsdage pr. kalenderår. Retten gælder for børnebørn under 14 år, og antallet af dage er konstant, uanset hvor mange børnebørn, man har.

    Medarbejdere, med ni måneders anciennitet, har ret til to dages frihed pr. kalenderår, hvor man kan ledsage nærtstående familiemedlemmer til lægesamtaler og lignende. Antallet af dage er konstant uanset, hvor mange nærtstående familiemedlemmer man måtte have. 

    Ved kritik sygdom eller udredning for kritisk sygdom, har man ret til yderligere fem dages frihed pr. kalenderår. ”Nærtstående familiemedlemmer” dækker over forælder og ægtefælle/samlever. 

    Man kan vælge at finansiere de forskellige fridage med fritvalgsordningen.

  • Nr. 5: Seniorordning

    Seniorer får ret til at holde 46 seniorfridage årligt. Seniordagene kan finaseres af fritvalgsordning og pensionsindbetalinger. Retten til de 46 dage forudsætter således ikke, at man kan betale for friheden ved hjælp af diverse ordninger. Man kan således også holde fri for egen regning. 

  • Nr. 6: Løn under sygdom

    Perioden med fuld løn under sygdom udvides med to uger. For medarbejdere med en maksimal sats, er perioden udvidet med tre uger.

  • Nr. 7: Ændring af barselsbestemmelsen

    Barselsreglerne bliver ændret den 1. juni 2025, så orloven (tidligere forældreorlov) udvides med to uger med løn. Dermed er der i alt 26 uger med løn, fordelt med ni uger til den forælder, der holder barselsorloven, 10 uger til den anden forælder og syv uger til deling.

    For at gøre ændringen overskuelig, er der lavet en skemaoversigt, som vi blive trykt i overenskomsten.

  • Nr. 8: Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter

    Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af Fødevareforbundet NNF, får et vederlag på kr. 9.000 om året. Vederlaget for perioden fra 1. marts 2025 udbetales 28. februar 2026. Vederlaget udbetales af Fødevareforbundet NNF og betales af arbejdsgiverne. 

  • Nr. 9: Tillidsrepræsentanters adgang til at deltage i informationsmøder om overenskomstfornyelse

    Tillidsrepræsentanten har ret til at deltage i informationsmøder i forbindelse med fremlæggelse af overenskomstresultatet. Arbejdsgiveren betaler løn for deltagelse, og Fødevareforbundet NNF dækker transportudgifterne.

  • Nr. 10: Udvalgsarbejde om sprog på arbejdspladsen

    Der etableres et udvalgsarbejde, der skal kortlægge andelen og udviklingen i antallet af ikkedansktalende medarbejdere på virksomheder på den fødevareindustrielle overenskomst. Udvalget skal blandt andet beskrive de udfordringer, der opstår på tværs af sprog- og kulturgrænser.

  • Nr. 11: Overførsel af ferie

    Medarbejderen og arbejdsgiveren kan aftale, at ikke-afholdte feriedage kan overføres. Det gælder dog ikke de første 20 feriedage, der skal afholdes som ferie i ferieafholdelsesperioden. 

  • Nr. 12: KIF gruppeliv overgå til Forædling Gruppelivsordning

    Med virkning fra d. 30. juni 2025 ophører KIF Gruppeliv, og medarbejderne bliver omfattet af Forædling Gruppelivsordning.

  • Nr. 13: Udvalgsarbejde om gruppeliv

    Der er nedsat et udvalg, der skal analysere den nuværende gruppelivsordning, samt behovet for at justere den aldersgrænse, det kræves for at være omfattet af gruppelivsaftalen på forædling.  

  • Nr. 14: Databeskyttelse

    Præcisering, der slår fast, at tillidsrepræsentanter har en berettiget interesse i at modtage oplysninger om kolleger. Virksomheden må derfor gerne udlevere oplysninger til tillidsrepræsentanten. 

  • Nr. 15: Aftale om organisationsaftale om standardaftale om ansvarsfordelingen ved tillidsrepræsentantens brug af IT-udstyr til behandling af personoplysninger

    Aftale om ansvarsfordelingen i de tilfælde, hvor tillidsrepræsentanter bruger it-udstyr og it-systemer, der er udleveret af arbejdsgiveren. Aftalen indeholder en skabelon, som tillidsrepræsentanten og arbejdsgiver kan udfylde. Skabelonen tydeliggør ansvaret for dataoplysningerne. Skabelonen bliver ikke optrykt i overenskomsten.

  • Nr. 16: Pensionsbetaling over folkepensionsalderen

    Teksten i § 73 tilrettes. ”såfremt det er muligt” slettes. Hvis en medarbejder ikke vælger andet, forsætter virksomheden med at indbetale til pensionsordningen.

  • Nr. 17: Reglerne om ansættelseskontrakter

    Teksten i § 19 tilrettes i forhold til arbejdstidsdirektivet. Den optrykte ansættelseskontrakt i overenskomsten slettes.

  • Nr. 18: Forædling og KIF, 18-ugersreglen

    Det fremgår nu, at virksomheden skal drøfte en eventuel afskedigelse af en medarbejder, der har over 18 ugers fravær, med tillidsrepræsentanten. Man er fortsat beskyttet et år, hvis fraværet skyldes en arbejdsskade eller ved en kritisk sygdom.

  • Nr. 19: Fagretslige regler

    Der er lavet en aftale om, at hvis enten Fødevareforbundet NNF eller DI ønsker en sag videreført, senest tre måneder efter et mæglingsmøde, skal give skriftlig besked om dette til modparten.

  • Nr. 20: Aftalt uddannelse

    Protokollat om aftalt uddannelse er overgået til almindelig drift i SFKF og skrives ind i § 68.

  • Nr. 21: Overenskomstskift til Forædling

    Fødevareforbundet NNF og DI har tidligere aftalt, at nye virksomheder bliver placeret på DFO – Forædling. Dette skrives ind i overenskomsten. Der er desuden lavet en aftale om, at virksomheder, der er omfattet af andre særbestemmelser end Forædling, får mulighed for at skifte til Forædling med bestemte forudsætninger.   

  • Nr. 22: Månedsvis lønudbetaling

    Vedr. Forædling. Arbejdsgiveren kan med to måneders varsel ændre lønudbetalingen til månedsvis udbetaling. 

  • Nr. 23: Akkordbasis og Rammeaftale vedr. metodeudvikling og akkord – Forædling

    Afklaring af, hvor lønstigningen til de medarbejdere, der arbejder på akkord, placeres, afventer overenskomstresultatet på slagterindustriområdet. 

  • Nr. 24: Kompetenceudviklingsstøtte i forbindelse med arbejdsfordeling

    Protokollat fra 2020, der henviste til et udvalgsarbejde mellem DI og COI, som er afsluttet. Protokollat udgår derfor i overenskomsten.

  • Nr. 25: Tilslutning til udvalgsarbejde

    CO-I forliget indeholder en række protokollater, der beskriver forskellige udvalgsarbejder. 

    • Mulighed for at udbydere af lønsystemer kan indberette lønsummer m.m.
    • Synliggørelse af løn og løndele
    • Andre ansættelsesformer
    • Arbejdsudleje
    • Weekend og holddrift betragtes som fuldtidsarbejde
    • Teknisk gennemgang af arbejdstidsdirektivet
    • Indberetning til indkomstregisteret under uddannelse
    • Automatisering af indberetning af lønsummer m.m.

    Vi tilslutter os de forskellige udvalgsarbejder og følger deres arbejde. Hvis de medfører ændringer eller tilføjelser til overenskomsten, skal Fødevareforbundet NNF og DI drøfte konsekvenserne.

  • Nr. 26: Udvalgsarbejde om Holddriftsaftalen

    Transportområdet har sat gang i et udvalgsarbejde, der skal gennemgå holddriftsaftalen. Når arbejdet er afsluttet, skal Fødevareforbundet NNF og DI vurdere, om det er noget, der skal have indflydelse på den fødevareindustrielle overenskomst.

  • Nr. 27: Slagteri- og Fødevareindustriens Uddannelses – og Samarbejdsfond

    Indbetalingen til fonden hæves med 5 øre pr. præsteret arbejdstime d. 1. marts 2025, 5 øre d. 1. marts 2026 og med 5 øre d. 1. marts 2027. Dermed udgør indbetalingen pr. 1. marts 2027 80 øre pr. arbejdstime.

  • Nr. 28: Afvarsling af overtid på en fridag

    Som noget nyt indføres betaling for afvarsling af overarbejde på en fridag. Hvis afvarslingen sker med mindre en 36 timer til starttidspunktet, kompenseres medarbejdere med normallønssats for en time.