Gennemgang af protokollater

Det indgåede forlig mellem DI og Fødevareforbundet NNF indeholder 26 protokollater. Nedenfor kan du se en grundig gennemgang af de nye aftaler, der adskiller den nye overenskomst på slagterindustriområdet fra den hidtil gældende overenskomst. Hvis du vil læse den komplette oversigt over nye protokollater, kan du gøre det her:

Slagterioverenskomsten OK25 Protokollat nr. 0 til 26

 

  • Nr. 0: Forsideprotokollat

    Overenskomstaftalen gælder i tre år og udløber den 1. marts 2028. Den skal afstemmes sammen med mæglingsforslaget.

  • Nr. 1: Teknisk redigering af Slagterindustrioverenskomsten

    Vi har inden overenskomstforhandlingerne gennemgået og redigeret teksten i overenskomsten samt sat den op i ny skabelon og gjort den mere læsevenlig, der hvor det har været muligt. Redigeringen har ingen betydning for, hvordan overenskomsten bestemmelser skal forstås.

  • Nr. 2: Betalingssatser

    Akkord og rammeaftalen inklusive kødfoderfabrikker og destruktion:

    Stigningen på akkordbasis i perioden 2023-2025 rulles tilbage og de 11,75 tilføjes timetillægget. Basistallet er derfor tilbage igen på kr. 65,29 og timetillæg udgør kr. 97,50, inden de nye OK-stigninger i perioden 2025 – 2028.

    Timetillægget stiger den 24. februar 2025 med kr. 5,00 i timen, den 23. februar 2026 med kr. 4,75 i timen og den 1. marts 2027 med 4,50 i timen. I alt stiger timetillægget med kr. 14,25 i perioden. 

    For virksomheder, der ikke kører på rammeaftalen, stiger normallønnen den 24. februar 2025 med kr. 5,00 i timen, den 23. februar 2026 med kr. 4,75 i timen og den 1. marts 2027 med 4,50 i timen. I alt stiger lønnen med kr. 14,25 i timen i perioden.

    • Genetillæg/forskudt tidstillæg stiger med 3,5 % d. 28. april 2025, med 3,5 % d. 23. februar 2026 og med 3,5 % d. 1. marts 2027.
    • Overtidsbetaling stiger med 3,0 % d. 28. april 2025, med 3,0 % d. 23. februar 2026 og med 3,0 % d. 1. marts 2027.
    • Betalingen ved sygdom stiger med kr. 5,00 i timen pr. 24. februar 2025, og med kr. 4,75 i timen den 23. februar 2026, og med 4,50 i timen pr. 1. marts 2027. 

    Lærlinges timeløn øges med 4,0 % d. 24. februar 2025, med 3,5 % d. 23. februar 2026, med 3,5 % d. 1. marts 2027. 

    Særregler vedrørende slagtning, akkordsatser gældende for overenskomstperioden.
    Satserne hæves med

    • 2,33 % pr. 24. februar 2025
    • 2,16 % pr. 23. februar 2026
    • 2,00 % pr. 1. marts 2027

    Fritvalgsordning:
    En stigning på 2 % i perioden. Ordningen stiger d. 23. februar 2026 med 1 % og igen med 1 % d. 1. marts 2027. Pr. 1. marts 2027 udgør fritvalgsordningen 13,20 % af medarbejderens ferieberettigede løn. 

    Pension: 
    Arbejdsgiverbidraget hæves med 1 % d. 28. april 2025. Arbejdsgiverens pensionsindbetalingen er derefter 11 %, mens medarbejderen er uændret og således udgør 2 %.

  • Nr. 3: Ret til frihed i familiemæssige situationer 

    Medarbejdere, der har ret til fravær ved barns sygdom, får udvidet retten til også at omfatte barnets 3. hele sygedag. Det gælder for børn under 14 år.

    Medarbejdere, med ni måneders anciennitet, har ret til at holde to børnebørnsomsorgsdage pr. kalenderår. Retten gælder for børnebørn under 14 år, og antallet af dage er konstant, uanset hvor mange børnebørn, man har.

    Medarbejdere, med ni måneders anciennitet, har ret til to dages frihed pr. kalenderår, hvor man kan ledsage nærtstående familiemedlemmer til lægesamtaler og lignende. Antallet af dage er konstant uanset, hvor mange nærtstående familiemedlemmer man måtte have. 

    Ved kritik sygdom eller udredning for kritisk sygdom, har man ret til yderligere fem dages frihed pr. kalenderår. 
    ”Nærtstående familiemedlemmer” dækker over forælder og ægtefælle/samlever. 
    Man kan vælge at finansiere de forskellige fridage med fritvalgsordningen.

  • Nr. 4: Tillidsrepræsentanters adgang til at deltage i informationsmøder om overenskomstfornyelse

    Tillidsrepræsentanten har ret til at deltage i informationsmøder i forbindelse med fremlæggelse af overenskomstresultatet. Arbejdsgiveren betaler løn for deltagelse, og Fødevareforbundet NNF dækker transportudgifterne.

  • Nr. 5: Ændring af barselsbestemmelsen

    Barselsreglerne bliver ændret den 1. juni 2025, så orloven (tidligere forældreorlov) udvides med to uger med løn. Dermed er der i alt 26 uger med  løn, fordelt med ni uger til den forælder, der holder barselsorloven, 10 uger til den anden forælder og syv uger til deling.

    For at gøre ændringen overskuelig, er der lavet en skemaoversigt, som vil blive trykt i overenskomsten.

  • Nr. 6: Overførsel af ferie

    Medarbejderen og arbejdsgiveren kan aftale, at ikke-afholdte feriedage kan overføres. Det gælder dog ikke de første 20 feriedage, der skal afholdes som ferie i ferieafholdelsesperioden. 

  • Nr. 7: Databeskyttelse

    Præcisering, der slår fast, at tillidsrepræsentanter har en berettiget interesse i at modtage oplysninger om kolleger. Virksomheden må derfor gerne udlevere oplysninger til tillidsrepræsentanten. 

  • Nr. 8: Aftale om organisationsaftale om standardaftale om ansvarsfordelingen ved tillidsrepræsentantens brug af IT-udstyr til behandling af personoplysninger

    Aftale om ansvarsfordelingen i de tilfælde, hvor tillidsrepræsentanter bruger it-udstyr og it-systemer, der er udleveret af arbejdsgiveren. Aftalen indeholder en skabelon, som tillidsrepræsentanten og arbejdsgiver kan udfylde. Skabelonen tydeliggør ansvaret for dataoplysningerne. Skabelonen bliver ikke optrykt i overenskomsten.

  • Nr. 9: Pensionsbetaling over folkepensionsalderen

    Teksten i ”Arbejdsmarkedspension” stk. 2 tilrettes. ”såfremt det er muligt” slettes. Hvis en medarbejder ikke vælger andet, forsætter virksomheden med at indbetale til pensionsordningen.

  • Nr. 10: Ny tekststruktur om socialt ansvar

    En mere samlet og forenklet tekst om muligheden for at fastholde medarbejdere med nedsat erhvervsevne i beskæftigelse.

  • Nr. 11: Reglerne om ansættelseskontrakter

    Teksten i § 23 tilrettes i forhold til arbejdstidsdirektivet. Den optrykte ansættelseskontrakt i overenskomsten slettes.

  • Nr. 12: Tilslutning til udvalgsarbejde

    CO-I forliget indeholder en række protokollater, der beskriver forskellige udvalgsarbejder.  

    • Mulighed for at udbydere af lønsystemer kan indberette lønsummer m.m.
    • Synliggørelse af løn og løndele
    • Andre ansættelsesformer
    • Arbejdsudleje
    • Weekend og holddrift betragtes som fuldtidsarbejde
    • Teknisk gennemgang af arbejdstidsdirektivet
    • Indberetning til indkomstregisteret under uddannelse
    • Automatisering af indberetning af lønsummer m.m.

    Vi tilslutter os de forskellige udvalgsarbejder og følger deres arbejde. Hvis de medfører ændringer eller tilføjelser til overenskomsten, skal Fødevareforbundet NNF og DI drøfte konsekvenserne.

  • Nr. 13:  18-ugersreglen

    Det fremgår nu, at virksomheden skal drøfte en eventuel afskedigelse af en medarbejder, der har over 18 ugers fravær, med tillidsrepræsentanten. Man er fortsat beskyttet et år, hvis fraværet skyldes en arbejdsskade eller ved en kritisk sygdom.

  • Nr. 14: Udvalgsarbejde om sprog på arbejdspladsen

    Der etableres et udvalgsarbejde, der skal kortlægge andelen og udviklingen i antallet af ikkedansktalende medarbejdere på virksomheder tilknyttet slagteoverenskomsten. Udvalget skal blandt andet beskrive de udfordringer, der opstår på tværs af sprog- og kulturgrænser.

  • Nr. 15: Udvalgsarbejde om gruppeliv

    Der er nedsat et udvalg, der skal analysere den nuværende gruppelivsordning samt behovet for at justere den aldersgrænse, det kræves for at være omfattet af gruppelivsaftalen på forædling.  

  • Nr. 16: Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter

    Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af Fødevareforbundet NNF, får et vederlag på kr. 9.000 om året. Vederlaget for perioden fra 1. marts 2025 udbetales 28. februar 2026.

    Vederlaget udbetales af Fødevareforbundet NNF og betales af arbejdsgiverne. 

  • Nr. 17: Seniorordning

    Seniorer får ret til at holde 46 seniorfridage årligt. Seniordagene kan finansieres af fritvalgsordning og pensionsindbetalinger. Retten til de 46 dage forudsætter således ikke, at man kan betale for friheden ved hjælp af diverse ordninger. Man har også ret til at holde fri for egen regning. 

  • Nr. 18: Månedsvis lønudbetaling

    Arbejdsgiveren kan med to måneders varsel ændre lønudbetalingen til månedsvis udbetaling. 

  • Nr. 19: Løn under sygdom

    Perioden med løn under sygdom udvides med tre uger, så den kommer op på 16 uger. 

  • Nr. 20: Slagteri- og Fødevareindustriens Uddannelses- og Samarbejdsfond

    Indbetalingen til fonden hæves med 5 øre pr. præsteret arbejdstime d. 1. marts 2025, 5 øre d. 1. marts 2026 og med 5 øre d. 1. marts 2027. Dermed udgør indbetalingen pr. 1. marts 2027 80 øre pr. arbejdstime.

  • Nr. 21: Akkordbasis og rammeaftale vedr. metodeudvikling og akkord 

    Akkordbasis ændres tilbage til satsen på 65,29 pr. time som før OK23. 

  • Nr. 22: Fagretslige regler

    Der er lavet en aftale om, at hvis enten Fødevareforbundet NNF eller DI ønsker en sag videreført senest tre måneder efter et mæglingsmøde, skal give skriftlig besked om dette til modparten.

  • Nr. 23: Udvalgsarbejde om rammeaftale om metodeudvikling og akkord og ændret struktur i slagteribranchen

    Et udvalg, der skal kortlægge fordele og ulemper ved de to mulige aflønningssystemer, der er på rammeaftalen.

  • Nr. 24: Anmeldelse af arbejdsdygtighed

    En forsimpling af reglerne for anmeldelse af sygefravær.

  • Nr. 25: Afvarsling af overarbejde på en fridag

    Som noget nyt indføres betaling for afvarsling af overarbejde på en fridag. Hvis afvarslingen sker med mindre end 36 timer til starttidspunktet, kompenseres medarbejdere med normallønssats for en time.

  • Nr. 26: Aftalt uddannelse

    Protokollat om aftalt uddannelse er overgået til almindelig drift i SFKF og skrives ind i § 66.